Danske investorer satte turbo på spekulation i aktienedtur
Et produkt, der ville give en stor gevinst ved kursfald, var i sidste uge det mest handlede i kategorien ETN'er.
Da usikkerheden om folkeafstemningen i Storbritannien i sidste uge kulminerede med røde farver på de europæiske aktiemarkeder, blev der på Fondsbørsen i København, Nasdaq København, satset penge på nedturen.
Ser man på handlen med de såkaldte ETN'er i sidste uge, var det nemlig en ETN baseret på det tyske DAX-indeks, der var det mest handlede. Det specielle ved denne ETN er, at den giver investorerne en gevinst, når det tyske aktiemarked falder, og samtidig har det en gearing på 15. Det betyder, udsvingene i denne ETN er 15 gange større end i det underliggende aktiv.
»De danske investorer har set de muligheder, der ligger i ETN'er. Tallet underbygger, at der er kommet større og større interesse for ETN'er,« siger Sylvester Andersen, der er salgsansvarlig på Nasdaq København, med henvisning til, at der i sidste uge blev sat ny rekord for handlen med ETN'er på Fondsbørsen.
ETN'er, der også går under navnet certifikater, er kun blevet handlet i få år på Nasdaq København, og i begyndelsen kunne man kun købe ETN'er med en gearing på to. Men det er der blevet ændret ved på det seneste, så det altså nu er muligt at købe en ETN med en gearing på 15.
»Når man har en så stor gearing, så er det til en kortsigtet investor, som følger markedet dagligt. For man sætter virkelig turbo på,« siger Sylvester Andersen.
Den store handel med gearede ETN'er er sket på trods af, at flere rådgivere har advaret imod brugen af ETN'er med gearing.
»Langt de fleste private kommer galt af sted med sådan et produkt. Det er ligesom at gå på casino,« har den privatøkonomiske rådgiver Kim Valentin tidligere udtalt til Finans.






