Aktionærforeningen er begejstret over mulighed for gratis aktiehandel
Den hollandske børsmægler Degiro forventer i efteråret at lancere en gratis aktiehandelsplatform i en række lande, herunder Danmark.
Investorglade danskere kan i efteråret måske se frem til at handle aktier helt uden at skulle betale gebyrer, den såkaldte kurtage.
I hvert fald hvis de vælger at bruge hollandske Degiro som børsmægler. Tidligere onsdag kunne Investor fortælle, at Degiro forventer at lancere platformen Deziro i september, og at der er gode chancer for, at Danmark bliver et af de lande, hvor Deziro lanceres i efteråret.
Deziro vil hente sin omsætning fra reklameindtægter og vil derfor ikke kræve gebyrer fra dens kunder, når der handles aktier.
At Deziro er lige på trapperne og kan åbne i Danmark inden for kort tid, glæder Jens Møller Nielsen, direktør i Dansk Aktionærforening.
»Det er et spændende koncept, og vi tager imod det med åbne arme, for vi er interesseret i, at investorer får mulighed for at handle billigst muligt,« siger han.
Jens Møller Nielsen er dog spændt på at se, om Deziro bliver en bæredygtig forretning, når nu indtægterne alene kommer fra reklamer og altså ikke kurtage.
Den tvivl besvarede Gijs Nagel, direktør i Degiro, allerede i september 2015, da den hollandske børsmægler for første gang luftede tankerne om at lave en gratis handelsplatform.
»Når industrien kigger tilbage om 10 år, vil ideen om nogensinde at have betalt for børshandel virke absurd - det er tid til forandring nu,« sagde Gijs Nagel i 2015.
Jens Møller Nielsen håber, at Deziro laver en løsning, så danskere, der handler hos dem, ikke skal indberette alle handler.
»Det bør køre automatisk, så man ikke skal indberette sine transaktioner til myndighederne. Det kan godt blive en udfordring for Deziro,« siger han.
Dansk Aktionærforenings medlemmer får lige nu 10 pct. rabat hos Degiro på handel med danske aktier, og Jens Møller Nielsen forklarer, at foreningen er fint tilfreds med det samarbejde.


