Fortsæt til indhold

Fire nye spekulanter går til angreb på Bavarian Nordic

Siden tirsdag formiddag har tre nye spekulanter shortet Bavarian Nordic-aktien.

Investor

Biotekselskabet Bavarian Nordic er igen kommet under angreb fra spekulanter, som satser på, at kursen vil falde. Siden tirsdag formiddag har fire udenlandske fonde shortet Bavarian Nordic-aktien. Det viser fondenes indberetninger til det danske Finanstilsyn.

Det er fondene Arrowstreet Capital Limited Partnership, WorldQuant LLC, Millennium International Management LP og GSA Capital Partners LLP, der er gået kort i den danske biotekaktie.

Arrowstreet Capital Limited Partnership har shortet 0,8 pct. af aktierne i Bavarian Nordic, WorldQuant LLC har en kort position på 0,7 pct. af aktierne, mens Millennium International Management LP og GSA Capital Partners LLP har shortet henholdsvis 0,65 pct. og 51 pct. af aktierne. Med til historien hører dog, at en anden udenlandsk fond AHL Partners LLP har reduceret sin short position onsdag formiddag.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Fakta: Sådan shortes en aktie

De nye angreb fra de fire udenlandske fonde kommer, efter at to andre udenlandske fonde tidligere på måneden også shortede Bavarian Nordic-aktien. Og Bavarian Nordic var tidligere under noget, der mindede om belejring fra den udenlandske hedgefond Kerrisdale. Kerrisdale gik til angreb på selskabet ved at rundsende researchmateriale og kontakte andre porteføljemanagere for at overbevise dem om, at Bavarian Nordic var overvurderet. Samtidig havde Kerrisdale en shortposition i aktien.

Når udenlandske fonde shorter en aktie, betyder det, at de tjener penge, hvis aktien falder i værdi. Omvendt taber de penge, hvis aktien stiger i værdi. Bavarian Nordic-aktien har i onsdagens handel ikke rokket sig ud af stedet, men siden årsskiftet har der været gode penge at tjene for spekulanter med shortpositioner i aktien. Bavarian Nordic-aktien er nemlig faldet med mere end 37 pct.

Artiklens emner
Bavarian Nordic