Valutamarkedet har modstået presset fra brexit-afstemning
Det var frygtet, at den britiske afstemning kunne få likviditeten på finansmarkederne til at forsvinde. Det er dog ikke tilfældet.
Ingen panik. Alt forløber stille og roligt. Sådan lyder meldingen først på natten fra Saxo Bank.
På forhånd var det ellers frygtet, at den britiske folkeafstemning om forholdet til EU kunne sende chokbølger igennem de finansielle markeder og få likviditeten til at forsvinde helt. Men valutamarkedet har holdt stand indtil nu.
»Der er meget fin likviditet i markedet. Den faldt lidt henover datoskiftet, men det er ganske normalt. Det er meget stille og roligt,« siger Claus Nielsen, head of markets i Saxo Bank.
I Saxo Bank er »handelsgulvet« altid bemandet 24 timer i døgnet, men torsdag og fredag har banken sørget for, at der er ekstra bemanding på arbejde.
Skrækeksemplet er, da centralbanken i Schweiz opgav sin fastkurspolitik over for euroen. Det sendte schweizerfrancen på himmelfart, men lige efter meddelelsen kom, var der reelt ikke noget marked, fordi ingen stillede priser.
Financial Times beretter også om, at der ikke er problemer med likviditeten.
»Likviditeten er overraskende god,« siger Stephen Innes, der er seniorhandler i Oanda i Singapore til avisen.
De seneste meningsmålinger, der blev offentliggjort, efter at valgstederne lukkede, viste et forspring til reamain-lejren. Og de har været med til at styrke pundet over for dollaren i løbet af torsdagen. En overgang nåede pundet op i 1,5 over for dollaren, men pundet er efterfølgende faldet lidt tilbage, så det i øjeblikket bliver handlet i 1,4903 over for den amerikanske dollar, viser data fra Bloomberg.

