Fortsæt til indhold

Briterne kostede verdens rigeste 665 mia. kr.

Familien Kirk Kristiansen måtte se over 8 pct. af formuen smuldre, da briterne stemte sig ud af EU.

Investor

Hold øjnene væk fra din pensionsopsparingen, lød et godt 'gå-på-weekend'-råd fredag. For brexit gjorde næppe oversigten kønnere.

Og hvis den faldt meget, kan det være godt at huske på, at det jo kun er på papiret.

Samme råd kan verdens rigeste passende benytte sig af. Fredag faldt deres samlede formuer med 99 mia. dollars - svarende til 665 mia. kr. Det viser en opgørelse fra Bloomberg.

Absolut værst gik det ud over verdens andenrigeste mand, spanieren Amancio Ortega, der i Danmark er mest kendt for at eje tøjvirksomheden Zara.

De spanske aktier faldt samlet med over 12 pct. i fredags, og det gik også ud over Amancio Ortegas selskaber, der blev 40 mia. kr. mindre værd på en enkelt dag. Formuen er dog stadig på 470 mia. kr.

Den mexicanske tele-mogul Carlos Slim led fredagens næststørste tab på 18 mia. kr. lige foran Microsofts Bill Gates, hvis formue skrumpede med 16 mia. kr.

Verdens tredjerigeste, Berkshire Hathaway-stifteren Warren Buffets, papirformue faldt med 15,5 mia. kr., da selskabets aktiekurs faldt med 4,3 pct.

Det største procentuelle fald stod en opsigtsvækkende herre for. Nemlig den tidligere regeringschef, medieejer, fodboldklubejer og efter manges smag lige rigeligt farverige italiener Silvio Berlusconi, der måtte se 11,4 pct. af sin formue forsvinde.

På top 10-listen over dem, der led størst procentuelt tab, finder man også den eneste dansker blandt de 200 rigeste i verden. Nemlig familien Kirk Kristiansen, Legos ejere.

Ifølge Bloomberg mistede Lego-familien 8,2 pct. af formuen efter brexit. Det svarer, ifølge Bloomberg til 6,7 mia. kr.

Blandt de 200 rigeste i verden, var det kun syv personer, der forøgede formuerne fredag. Resten gik enten i nul eller led tab.

En af dem, der gik i nul, var den berømte finansmand og spekulant George Soros, der op til brexit havde købt solidt op i guld. Det viste sig at være en glimrende investering, idet guldprisen steg nærmest dagligt op til brexit og på dagen med knap 4 pct.

Artiklens emner
Lego
Kjeld Kirk Kristiansen