Investeringskunder bliver forskelsbehandlet
En række investforeninger hævede priserne midlertidigt i forbindelse med brexit. De fleste har trukket prisforhøjelserne tilbage, men ikke alle.
Kunder i de danske investeringsforeninger bliver udsat for forskelsbehandling. For da den finansielle uro brød ud efter briternes nej til EU, valgte en række foreninger at hæve de såkaldte emissionstillæg og indløsningsfradrag. Priserne er sænket igen hos de fleste, men to foreninger holder fast i prisforhøjelserne.
»Vi sidder og regner på det lige nu. Vi skal først have et overblik over, hvad det koster at gå ud i markedet og handle de her værdipapirer. Men jeg regner med, at vi normaliserer priserne senere i dag,« siger Eskild Bak Kristensen, der er direktør i Sydinvest.
Årsagen er, at usikkerheden i forbindelse med brexit gjorde handel med værdipapirer - særligt obligationer - dyrere på grund af den lave omsætning.
»Dermed blev spændet mellem priserne på køb og salg udvidet, og så kan det være svært at finde ud af, hvilke priser man kan få. Når vi går ud og øger indløsningsfradraget, så er det for at beskytte de investorer, der ikke ønsker at sælge deres beviser. Det er således de investorer, der ønsker at sælge, der selv betaler omkostningerne,« siger Eskild Bak Kristensen.
Den anden investforening, som har holdt fast i de forhøjede priser, er Absalon Invest under Formuepleje. Det drejer sig om to afdelinger, en high yield-afdeling og en afdeling for emerging markets virksomhedsobligationer.
»Vi holder løbende øje. Så snart vi kan se, at spreadsne (forskellem mellem købs- og salgspris på værdipapiret, red.) på markedet kører ind igen, vil vi vende tilbage til det normale,« siger Formueplejes direktør, Søren Astrup.
Emissionstillæg og indløsningsfradrag er ikke noget, investforeningerne tjener penge på.
»Vi må hverken have indtægter eller udgifter, når vi tager nye investorer ind eller lukker andre ud. Prisforhøjelsen er udelukkende et spørgsmål om, at de investorer, der i forvejen er i foreningen, ikke skal betale,« siger Søren Astrup.