Folk vil i Tivoli - også når der er krise
Frygten for at miste omsætning er ikke stor hos den danske underholdningsgigant.
Lysten til at bruge penge forsvinder ikke, fordi der er økonomisk uro. Den erfaring har børsnoterede Tivoli gjort sig ved flere lejligheder, og i den danske underholdningskoncern er man ikke nervøs efter den britiske EU-afstemning.
»Tivoli er alt andet lige en konjunkturfølsom virksomhed. Brexit påvirker ikke kun briterne, men også andre. Vores erfaring gennem finanskrisen var, at folk holdt fast i deres besøg hos os. Om de vil bruge færre penge, er svært at forudsige,« siger økonomidirektør i Tivoli, Andreas Morthorst.
Tre fjerdedele af Tivolis gæster kommer fra Danmark. Den største gruppe er svenskere og nordmænd. Derefter kommer der typisk turister fra Tyskland, USA og Storbritannien.
»Det er klart, at med den aktuelle pris på pundet, bliver det ca. 7-10 pct. dyrere for briterne at komme ind i Tivoli, ligesom det bliver tilsvarende dyrere for dem at være gæst i Danmark,« siger Andreas Morthorst.
At værdien af en valuta forringes i forhold til euroen og dermed den danske krone er ikke nyt for Tivoli. Den norske krone har været under pres i takt med olieprisfaldet, men dette har ikke mindsket nordmændenes lyst til at lægge penge i Tivoli.
I Tivoli måler man sine økonomiske mål på to ting:
- Hvor mange gæster kommer der ind?
- Hvor mange penge bruger de?
»I år har vi været tilfredse med, hvor mange penge de besøgende har brugt hos os,« fastslår Andreas Morthorst.
Han påpeger, at alle rammes af den økonomiske usikkerhed, en så overraskende begivenhed som et brexit forårsager. Men ingen ved reelt, hvad det kommer til at betyde på længere sigt.
Tivoli-aktien er steget ganske svagt torsdag. Den handles i øjeblikket i kurs 475. Siden årsskiftet er aktiekursen steget næsten 25 pct. Siden brexit i sidste uge er aktien alene steget 10 pct.
Tivolis aktie blev splittet i 10 tidligere på året, så den nominelle værdi i dag er 10 kr.



