Ekstra udbytter kan veksles til nye værdipapirer
Det kommer bag på mange, at de får udbytter flere gange om året.
Der er penge på vej til mange af de danskere, der ejer andele i investeringsforeningerne.
I april udbetalte investeringsforeningerne et rekordstort udbytte på 31 mia. kr. til private investorer, men endnu flere penge er på vej.
Mange overser nemlig, at investeringsforeningerne udbetaler udbytte flere gange om året og ikke kun til foråret. Men det kan betale sig at forholde sig til de ekstra udbytter, for har man ikke brug for pengene her og nu, kan man veksle udbytterne til nye værdipapirer uden ekstra omkostninger.
Det er typisk obligationsbaserede afdelinger, der udbetaler udbytte flere gange om året. I Danske Invest alene er der tale om 14 afdelinger, der udbetaler udbytte hvert halve år.
Udbytterne er en understregning af, at 2015 var et godt obligationsår. Størst udbytte får ejere af andele i Danske Invest "Kommuner Europæiske Obligationer". De får 1,10 kr. "Danske Lange Obligationer giver også godt med 0,90 kr.
Dermed slår begge afdelinger opsparing på bankkonti.
Halvårsudbytterne er kapitalindkomst og bliver automatisk indberettet til Skat.
Det kan være en god ide at geninvestere udbyttet, hvis man ikke har brug for den kontante udbetaling. Flere banker tilbyder en ordning, hvor udbyttet – fratrukket eventuel udbytteskat - geninvesteres helt automatisk i samme afdeling, som udbetaler udbyttet.
Dermed slipper kunden for at betale kurtage eller emissionstillæg. Udbytterne udbetales først den 5. oktober.



