Fortsæt til indhold

Investorerne betaler for Trygs overraskelse

Tryg-aktien stiger fra morgenstunden, efter at forsikringsselskabet leverede større fremgang end forventet i andet kvartal.

Investor

Aktierne i forsikringsselskabet Tryg steg tirsdag morgen med 3,6 pct., efter at selskabet præsenterede et halvårsregnskab, der overraskede analytikerne positivt. Dermed er aktien steget med 4,3 pct. i juli, mens den på årsbasis stadig er nede med knap 7 pct.

Investorerne er tilsyneladende lige så overraskede, og derfor pynter de på en aktiekurs, der ellers har været nedadgående i år. Stigningen kommer på en dag, hvor det generelle aktiemarked er afdæmpet med stigninger i C20 Cap-indekset på 0,3 pct.

Tryg landede et overskud i andet kvartal på 734 mio. kr., hvilket var 22 pct. højere end analytikernes forventninger. Samtidig kan investorerne se frem til et halvårligt udbytte på 2,60 kr. pr. aktie, hvilket er 10 øre mere end tidligere.

»Resultatet for forsikringstegningen var marginalt højere end forventet, mens indtægterne på investeringerne var væsentligt højere, end man havde regnet med,« hedder det i en rapport fra investeringsbanken Citibank.

I andet kvartal af 2015 noterede Tryg et minus på 84 mio. kr. på sine investeringer, mens det i andet kvartal i år var vendt til et plus på 181 mio. kr.

Det er især Trygs investeringer på obligationsmarkedet, der har bidraget til den store fremgang på grund af de faldende renter. Til gengæld var udviklingen i aktieinvesteringerne stort set uændrede.

Artiklens emner
Tryg Forsikring