Tysk Daimler kørte solidt overskud hjem
Daimler stiger 3,3 pct. til 57,01 euro, efter at den tyske bilproducent, der blandt andet ejer Mercedes-Benz, har aflagt foreløbigt regnskab for andet kvartal.
Indtjeningen overgik forventningerne betydeligt, efter at Mercedes-Benz øgede forspringet på markedet for luksusbiler, selvom det satte flere penge til side til tilbagekaldelser relateret til airbags og juridiske udgifter.
Det skriver Bloomberg News.
Den justerede EBIT-indtjening steg 5,6 pct. til 3,97 mia. euro i andet kvartal. Det beløb er eksklusive 500 mio. euro for tilbagekaldelser af Taketa-airbags og 400 mio. euro i juridiske udgifter. Den justerede EBIT-indtjening hos Mercedes Cars faldt 1,1 pct. til 2,21 mia. euro i andet kvartal.
Finanshuset Baarder Helvea fremhæver, at koncernens EBIT-indtjening overgår analytikernes forventninger, hvilket sker trods nedgang hos lastbildivisionen og en flad udvikling hos Mercedes Cars.
Analytiker Arndt Ellinghorst fra Evercore ISI fremhæver, at det bedre end ventede resultat var drevet af udviklingen i bildivisionen, og det bliver også fremhævet, at det gode resultat er kommet, lige efter at Brexit har øget de makroøkonomiske risici, og efter at Daimler har advaret om udsigterne for lastbildivisionen.
Finanshuset Goldman Sachs lægger vægt på, at årsprognosen bliver fastholdt, hvilket ser mere opnåeligt ud efter dette regnskab.
Aktiefokus

