Fortsæt til indhold

Skagen Fondene vil udnytte investorernes dårlige nerver

Store udsving i aktiepriserne åbner for interessante opkøbsmuligheder, som skal vende Skagen Fondenes skuffende afkast.

Investor

Investeringsforeningen Skagen Fondene har givet sine kunder sløje afkast i både 2015 og første halvdel af 2016. I den seneste periode er det blandt andet brexit, der har vendt op og ned på Skagen Fondenes investeringer, skriver investeringsdirektøren i kommentar.

Skagens Fondenes stifter, norske Kristoffer Stensrud.

»De kortsigtede markedsudsving kan være betydelige og er normalt vanskelige, hvis ikke umulige at forudsige. Skagen følger imidlertid en langsigtet tilgang baseret på fundamentale forhold. Når vi anvender vores kontrære tankegang, fokuserer vi på undervurderede selskaber og lader ikke midlertidige udsving i markedet komme på tværs af vores mission om at generere attraktivt langsigtet afkast,« skriver Leif Ola Rød.

Fem af Skagens syv fonde klarede sig dårligere end markedet i årets første seks måneder, og i 2015 rangerede Dansk Aktie Analyse foreningen som årets dårligste. Tidligere har Skagen Fondene ellers kunnet kalde sig den bedste investeringsforening, og foreningens tre prestigefonde har gennem en lang årrække leveret gennemsnitlige årlige afkast på omkring 13 pct.

Den stime vil man gerne genoprette, og første skridt for Skagen Fondene er at udnytte de kraftige udsving i markederne til at finde billige selskaber.

»Overdrevne udsving åbner en mulighed for at købe undervurderede selskaber, mens andre investorer, som ikke har nerver til forbigående usikkerhed, sælger til udsalgspriser,« skriver Leif Ola Rød.

Det er den taktik, som verdens rigeste investor, Warren Buffett, har tjent sine milliarder på. Og det er en af grundene til, at man sommetider kan støde på sammenligninger mellem Buffett og Skagen Fondenes stifter, norske Kristoffer Stensrud.

Ligesom Stensrud havde også Warren Buffett et svært 2015, hvor aktierne i hans selskab, Berkshire Hathaway, faldt med 11,5 pct. I år er det imidlertid gået bedre, hvor Berkshire er steget med 10 pct.

Artiklens emner
Skagen Fondene