DSV-konkurrent løfter overskud med fremgang på søen og i luften
Den schweiziske DSV-konkurrent Kuehne & Nagel har formået at forbedre indtjeningen i første halvdel af 2016, hvor det både er vokset inden for luft- og søfragt.
Selskabet opnåede i de første seks måneder af året et driftsoverskud før skat og renter på 455 mio. schweizerfranc (3110 mio. kr.), hvilket var 45 mio. schweizerfranc (308 mio. kr.) højere end i samme periode året før.
Det viser regnskabet fra den schweiziske transport- og logistikkoncern, der er offentliggjort tirsdag morgen.
- Den første halvdel af 2016 har været formet af forskellige regionale tendenser af økonomisk udvikling. Den globale handel har vist et manglende vækstmomentum, siger Detlef Trefzger, der er administrerende direktør for selskabet, i en kommentar til regnskabet.
- Vores strategi om at fokusere på organisk vækst og at vinde markedsandele ved at tilbyde branchespecifikke løsninger førte igen til en fremgang i volumen og resultater, siger han.
DSV kommer med regnskab for andet kvartal 5. august.
/ritzau/FINANS