Fortsæt til indhold

3's indtjening daler trods mange nye kunder

Investor

Selv om 22.000 danske mobilkunder skiftede til teleselskabet 3 i april, maj og juni, og der har været endnu større kundevækst over det seneste år, så kan indtjeningen ikke følge med op.

3's driftsoverskud på det danske marked - før af- og nedskrivninger - lød på 126 mio. kr. i andet kvartal, hvilket er et fald fra 147 mio. kr. i samme periode året før.

Det viser regnskabet fra det svenske selskab Investor AB, der ejer 40 pct. af aktierne i 3 og har gjort status for andet kvartal tirsdag morgen.

Teleselskabet 3, der er det mindste af de fire store selskaber på det danske telemarked, sætter ingen ord på markedsudviklingen i regnskabet, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra topchef Morten Christiansen, der er udenlands.

3 havde ved udgangen af juni 1.190.000 kunder i Danmark.

Konkurrenten Telenor er ligeledes kommet med regnskab tirsdag morgen. Det viste, at selskabet har mistet 18.000 kunder i april, maj og juni, mens markedet fortsat bliver beskrevet som konkurrencepræget med pres på priserne.

Telia og TDC kommer med regnskab henholdsvis 20. juli og 10. august.

Ritzau Finans

Artiklens emner
3 Scandinavia