Fortsæt til indhold

Nykredit har tjent millioner på Pokémon

Flere danske investeringsforeninger har Nintendo-aktier i porteføljerne.

Investor

Danske investeringsforeninger har lavet for millioner af kroner i afkast på at eje aktier i Nintendo, efter at lanceringen af mobilspillet Pokémon Go har fået investorerne til at gå amok.

Aktiekursen er steget 92 pct. på under to uger. For Nykredit Invest betyder det, at foreningens 23.899 aktier er blevet 20 mio. kr. mere værd, og foreningen i dag ejer Nintendo-aktier for 42,1 mio. kr. Det viser data fra Bloomberg, som Finans har udtrukket.

Nykredit Invest købte sin første portion Nintendo-aktier i tredje kvartal af 2015, da gennemsnitskursen var på 21.694. Købet af de 6.594 aktier lignede umiddelbart en dårlig forretning, for kursen faldt kort efter. Alligevel øgede man andelen betragteligt, og i dag har det vist sig som en god handel, da kursen er i 27.765. Det endda efter at kursen i nat faldt 12,6 pct.

Danske Invest har også grund til at synge med på Pokémons kendingsmelodi. Danmarks største investeringsforening har 12.933 aktier, hvilket har øget afkastet med 10,9 mio. kr. de seneste to uger. Danske Invest ejer nu Nintendo-aktier for 22,8 mio. kr.

Nordea Invest har væsentlig færre Nintendo-aktier end de to andre investeringsforeninger, men de 2.050 aktier gav alligevel et afkast på 1,74 mio. kr. på de to uger.

I international sammenhæng er de danske investeringsforeningers afkast på Nintendo småpenge.

Amerikanske JPMorgan Chase sidder eksempelvis på 17,6 mio. aktier. For 14 dage siden var de 16 mia. kr. værd - i dag er de 31 mia. kr. værd. Verdens største kapitalforvalter, Blackrock, ejer 2,6 mio. aktier.

I Norge har oliefonden under Norges Bank 1 mio. aktier, som Pokémon Go-lanceringen har gjort 850 mio. kr. mere værd.

Artiklens emner
Nintendo
Nykredit Invest