AGF har tævet Juventus og United på børsen
Aarhus Elite er en af de bedst præsterende fodboldaktier i Europa indtil videre i 2016 med en kursstigning på 45 pct.
Godt nok har AGF vundet de første to kampe i denne Superliga-sæson, men de fleste vil nok alligevel være enige om, at der er et stykke vej til klubben blander sig i toppen af Europa.
Kigger man til gengæld på, hvordan klubben har gjort det på aktiemarkedet i 2016, er snakken en helt anden.
For aktiekursen hos selskabet bag AGF, Aarhus Elite, var før onsdagens handler steget med hele 45,29 pct. for året, hvilket ifølge data fra Bloomberg gør AGF til den tredjebedst præsterende i indekset Stoxx Europe Football.
Indekset består af de fodboldklubber, der er noteret på fondsbørser rundt om i Europa, heriblandt store klubber som Juventus, Roma, Dortmund, Ajax og Celtic.
Manchester United er noteret på fondsbørsen i New York, og derfor indgår klubben ikke i indekset.
Noteret i Europa eller ej kan Manchester United ikke følge med AGF på aktiemarkedet i 2016, da den engelske klubs aktiekurs hidtil er gået 9,43 pct. tilbage for året.
Artiklen fortsætter efter grafen.
AGF's aktiekurs tog især fart i dagene efter klubbens sejr i sæsonens første Superliga-kamp mod Sønderjyske den 17. juli. I de to følgende dage efter sejren steg kursen nemlig med henholdsvis 4,7 og 9,7 pct.
Klubbens markedsværdi var før onsdag på 87 mio. kr. sammenlignet med en markedsværdi på 60 mio. kr. ved nytår.
AGF er dog ikke den eneste danske fodboldaktie i Stoxx Europe Football-indekset, da også FC København, Brøndby, AaB og Silkeborg er med i indekset. Ingen af de klubber har dog i 2016 kunnet nå AGF til sokkeholderne på aktiemarkedet.
Onsdag gør Brøndby dog et godt forsøg, da klubbens aktiekurs kl. 11.30 var steget med 21,3 pct., klart mest af samtlige aktier på det danske marked.


