Fortsæt til indhold

Honeywell er tæt på stort it-opkøb

Investor
Ritzau Finans

Det amerikanske konglomerat Honeywell er tæt på at indgå en aftale om at købe it-selskabet JDA Software Group.

Det oplyser en person med kendskab til forløbet ifølge Wall Street Journal.

Prisen vil lyde på omkring 3 mia. dollar inklusiv gæld, og aftalen forventes offentliggjort mandag, men både Honeywell og JDA har afvist at kommentere rygterne over for avisen.

Tidligere i august skrev nyhedsbureauet Reuters, at konglomeratet var i dialog med softwarevirksomheden om et muligt opkøb, men heller ikke dengang var det muligt at få en kommentar fra parterne.

Det eventuelle opkøb af it-selskabet, der hjælper virksomheder med at styre og optimere deres forsyningskæde, vil øge konglomeratets synlighed inden for softwarebranchen.

Honeywell styrkede også i juli sin position på softwaremarkedet, da industrikonglomeratet meldte om, at det havde accepteret at købe softwareselskabet Intelligrated for 1,5 mia. dollar, skriver Wall Street Journal.