Forsker og vagthund i fælles kor: Bankerne har lidt vel travlt
Høje afkastmål og udbytter fra bankerne ser bekymrende ud på sigt, lyder det i to indlæg fra finansforsker og bankvagthund, kort efter bankerne har forsvaret sig mod Nationalbanken på samme front.
Flokmentalitet og mål uden alt for meget hold i virkeligheden kan være med til at give Danmark mere risikable og mindre polstrede banker netop som man burde diskutere, hvordan man undgår at bankerne står svagt i en ny finanskrise.
Sådan lyder det nu fra både forsker- og finansvagthundsside i den nye udgave af fagtidsskriftet Finans/Invest, efter bankbranchen har forsøgt at sparke debatten til hjørne.
»Det virker vigtigere i forhold til den systemisk risiko, bankerne udgør, at man sikrer at de også på sigt er velkapitaliserede. Og det er bedre at tage den diskussion nu, end når skaden er sket – også selv om de ser tilstrækkeligt polstrede ud lige nu,« siger Ken L. Bechmann, professor ved CBS og redaktør på Finans/Invest.
På lederplads i tidsskriftet peger han dels på, at bankerne synes at halse efter hinanden i et ræs om høje afkast – og bakker dels op om det synspunkt, blandt andet Nationalbanken har været fortaler for: At bankernes afkastkrav er blevet højere end hvad markedet kræver af dem:
Der synes at være en betydelig flokmentalitet i banksektoren, og dette skaber forventninger til eller pres på de enkelte banker i forhold til at udbetale udbytter,« skriver Ken L. Bechmann og undrer sig over, at kravene fra markedet i form af bankernes analytikere kan synes uden voldsom klar begrundelse:
»Der henvises således til 'markedet' og i andre sammenhænge til bankanalytikere, når der skal redegøres for, at egenkapital koster 10 pct. (..) I forbindelse med arbejdet i Ekspertgruppe om gearingskrav (udvalg, der så på bankernes kapitalkrav, red.) udtalte en bankanalytiker blandt andet, at 'egenkapital i banker koster 10 pct., det har det altid gjort, og det vil det nok også gøre i fremtiden'.«
Kritikken af, at bankerne båder skruer op for risiciene i form af højere afkastkrav og samtidig i stor stil undlader at bruge resultaterne deraf til at polstre sig selv til hårdere tider, kommer altså også fra Finanstilsynet, der i en artikel i tidsskriftet med vicedirektør Kristian Vie Madsen som medforfatter, peger på at havde bankerne holdt sig fra samme mønster op mod finanskrisen, så var den gået noget lettere hen over Danmark
»En mere moderat politik i de gode tider op til finanskrisen havde øget institutternes kapitalgrundlag og dermed begrænset behovet for at rejse ny kapital midt under krisen – til glæde for både aktionærerne og samfundet som helhed,« lyder det i Finanstilsynets indlæg.
Bankernes brancheforening forsvarede mandag i et interview med Finans de høje afkastkrav. Her lød det blandt andet fra Finansrådets direktør Ulrik Nødgaard, at debatten kan vente, til man kan se at bankerne tager uholdbare risici:
»Det at have en diskussion, om der er tegn på uholdbar risikotagning i bankerne, det er relevant. Men det synes vi ikke, at der er tegn på, at der skulle være. Og når der ikke er det, kan jeg ikke se, hvorfor man skal bekymre sig over, at bankerne har en robust indtjening.«