- Opdateret 22/08/2016 kl. 14:01
Lån & Spar løfter bundlinjen trods fald på kunderentemarginal
Lån & Spar Bank har både løftet indtægterne og bundlinjen, fremgår det af bankens regnskab for andet kvartal.
Nettorente- og gebyrindtægterne blev 180,3 mio. kr. i andet kvartal mod 172,4 mio. kr. i samme periode sidste år. På halvårsbasis er der samtidig opnået en stigning på 4,9 pct.
Set over halvåret endte basisindtjeningen før nedskrivninger imidlertid på 90,3 mio. kr., hvilket er 5,6 mio. kr. mindre end for de første seks måneder af 2015.
- Kundetilgang og sidste års køb af aktiviteter har bidraget positivt til indtjeningen. Når indtjeningen trods dette viser en mindre tilbagegang, skyldes det en fortsat faldende kunderentemarginal, forklarer Lån & Spar Bank i regnskabet.
På bundlinjen blev det dog til fremgang både på kvartals- og halvårsbasis. Nettoresultatet for årets andet kvartal blev 39,8 mio. kr. mod 14,4 mio. kr. i samme kvartal sidste år.
Over halvåret er resultatet før skat steget med 36,2 mio. kr. til lidt over 100 mio. kr.
Det er ifølge banken sket som følge af positive kursreguleringer.
Lån og Spar Bank fastholder forventningerne til 2016, og banken venter dermed en basisindtjening før nedskrivninger i niveauet 150-170 mio. kr.
/ritzau/FINANS