Nordea fusionerer med norsk storbank i Baltikum
Nordea og den norske storbank DNB har indgået aftale om at sammenlægge aktiviteterne i Estland, Letland og Litauen.
Nordea vil sammen med Norges største bank, DNB, forsøge at skabe en ny førende bank i de baltiske lande Estland, Letland og Litauen. Det meldte selskaberne ud på fondsbørsen torsdag morgen.
Nordea er i forvejen den tredjestørste bank i Baltikum, men den position er ikke længere nok for koncernen.
»Nu er det tid til at tage næste skridt og skabe banken for fremtiden. Ved at gå sammen får vi den størrelse, stærkere geografiske tilstedeværelse og bredere produktudbud, der skal til, for at vi kan blive hovedbank for kunderne i de baltiske lande,« siger Inga Skisaker, leder af Banking Baltic Countries i Nordea.
Bankerne ser hinanden som et perfekt match, bl.a. fordi Nordea gennem årene har sikret sig en god position inden for storkundesegmentet, mens DNB har fat i de små og mellemstore virksomheder.
Samtidig vil den nye bank være mere konkurrencedygtige i jagten på privatkunder.
Sammenlægningen betyder, at den nye bank får 3.100 medarbejdere i Baltikum. 1.300 fra Nordea, 1.800 fra DNB. Det betyder også, at man sammen får en større geografisk spredning, idet Nordea har været mest til stede i Estland, DNB mest i Litauen, mens begge er stærkt repræsenteret i Letland.
Og stordriftfordelen er vigtig, mener man hos DNB.
»Størrelse er en vigtig faktor i banksektoren i dag, da større banker kan anvende ressourcerne mere effektivt. Den nye bank vil være bedre rustet til at møde den stigende konkurrence i regionen og udnytte sin størrelse til at blive hovedbank for flere virksomheder, kunder og partnere i de baltiske lande,« siger Mats Wermelin, leder af Baltic Division i DNB.