Analytikers spådom: Børsraket vil falde med over 70 pct.
Atlantic Petroleum har været dette års højdespringer på det danske aktiemarked. Men det kommer til at stoppe, hvis man skal tro en analytikers anbefaling.
Med en kursstigning på 132 pct. før mandagens handler har det færøske olieselskab Atlantic Petroleum været over alt og alle på det danske aktiemarked indtil videre i 2016.
Men i løbet af de næste 12 måneder kommer aktiefesten til at slutte for selskabet, der for nylig fremviste et regnskab med negativ omsætning og egenkapital.
I hvert fald hvis man ser på den anbefaling, som Teodor Sveen Nilsen, analytiker i Swedbank, i løbet af sommeren har lavet på Atlantic Petroleum.
Han er den eneste analytiker, der for nylig har oplyst kursmål på Atlantic Petroleum, og ifølge data fra Bloomberg tror han, at Atlantic Petroleum-aktien vil falde med omkring 72 pct., til kurs 4,02, over de næste 12 måneder i forhold til den pris, aktien havde før mandagens handler.
Selskabet led da også et mærkbart tab i dag, da kursen faldt med 8,3 pct.
SP Group er én af de andre aktier, Investor har fulgt dagen igennem. For nylig har Andrew Carlsen, analytiker i ABG Sundal Collier, hævet sit kursmål fra 565 til 770, svarende til en stigning på 36 pct.
Før mandagens handler var SP Group-aktien steget med 86 pct. foreløbigt i 2016. Mandag kom det frem, at SP Group-ledelsen havde solgt aktier i virksomheden for omkring 22 mio. kr., og det fik aktiekursen på et tidspunkt kursen til at falde. Men da børsen lukkede, var selskabet kun nede med 0,3 pct. for dagen.
Den sidste aktie Investor har fulgt er Skako, der har sneget sig med i top 3 over de årets hidtil største børsraketter i Danmark. Mandag hoppede den yderligere 2,5 pct., så aktien nu er steget over 80 pct. i år.


