Massiv interesse for saudiske statsobligationer
Saudi-Arabien lancerer til oktober sit første internationale salg af statsobligationer for en værdi af 15 mia. dollar, og efterspørgslen efter disse har været så massiv, at kongedømmet nu overvejer at komme med en hel række af udstedelser efterfølgende.
Det skriver Financial Times.
Især fra Asien er der stor interesse for obligationsudstedelsen, og den kommer da også i en tid, hvor investorer verden over har måttet finde sig i rekordlave renter i de såkaldte modne økonomier som Japan, USA og i eurozonen.
- Vi ser en massiv, massiv efterspørgsel. Asiatiske banker kaster om sig med tal i milliard-dollar-klassen, siger en saudiarabisk bankmand til Financial Times.
Vicekronprins i Saudi-Arabien, Mohammed bin Salman, der er ansvarlig for landets økonomiske reformer, har således også planer om at besøge Japan i denne uge og vil derudover lede landets delegation ved det kommende G20-møde i Kina.
De økonomiske reformer, som en kommende børsnoteringen af det statslige olieselskab Saudi Aramco er en del af, sker som svar på de store økonomiske tæsk en lav oliepris har givet statsbudgettet.
Mohammed bin Salmans plan er at gøre landet mindre afhængig af olieindtægterne, og ifølge Financial Times skulle kongedømmet allerede nu overveje nye obligationer i 2017, hvis olieprisen holder sig under 50 dollar per tønde.
Ritzau Finans