Fortsæt til indhold

Sådan ser lønsedlen ud, når man er topchef i Novo Nordisk

Lars Rebien Sørensen giver slip på en af Danmarks bedst betalte topchef-stillinger. Hans efterfølger står til solidt lønhop.

Investor

Man bliver ganske godt betalt for at være øverste chef i Danmarks mest værdifulde virksomhed.

Lars Rebien Sørensen, afgående topchef i medicinalkæmpen Novo Nordisk, giver således slip på en heftig lønpakke, når han med udgangen af året træder tilbage og overlader tronen til nuværende koncerndirektør Lars Fruergaard Jørgensen.

I 2015 fik Lars Rebien Sørensen en grundløn på 10,6 mio. kr. plus 5,3 mio. kr. i pension. Dertil kom en kontantbaseret bonus på 10,6 mio. kr. og 300.000 kr. i »andre ydelser,« som det hed sig i Novo Nordisks årsregnskab.

Samlet set løb Novo-topchefens løn op i 26,8 mio. kr., hvilket gør ham til den bedst betalte topchef i landets 20 største børsnoterede virksomheder. Og det er ikke medregnet den aktietildeling, som Lars Rebien Sørensen sammen med de øvrige medlemmer af koncerndirektionen fik for at have opfyldt en række mål.

Som tak for de gode resultater blev Lars Rebien Sørensen tildelt 41.000 aktier til en værdi af 16,4 mio. kr.

Under Lars Rebien Sørensens lederskab er Novo Nordisk vokset eksplosivt og slog i fjor alle rekorder. Omsætningen rundede for første gang 100 mia. kr., og driftsoverskuddet var på næsten 50 mia. kr.

Fra nytår er det imidlertid en ny mand, der skal stå i spidsen for Novo Nordisk. Lars Rebien Sørensen siger farvel til direktørposten - og sin pæne hyre - og bliver erstattet af koncerndirektør Lars Fruergaard Jørgensen, der dermed står til et markant lønhop.

Lars Fruergaard Jørgensen bliver fra årsskiftet ny topchef i Novo Nordisk.

I 2015 tjente Lars Fruergaard Jørgensen 11,2 mio. kr. Knap halvdelen var grundløn, mens resten var pension og en kontantbaseret bonus. Derudover blev koncerndirektøren tildelt 13.600 aktier til en værdi af 5,5 mio. kr.

Spørgsmålet er nu, om Lars Fruergaard Jørgensen kan se frem til en lige så god betaling som sin forgænger. Novos bestyrelsesformand, Göran Ando, har tidligere fastslået over for Finans, at Lars Rebien Sørensens lønpakke er passende - ikke mindst taget i betragtning, at Lars Rebien er blevet kåret til verdens bedste topchef.

Ikke alle af Danmarks 20 største børsnoterede virksomheder offentliggør den adm. direktørs løn. Det gælder A.P. Møller-Mærsk, FLSmidth, Vestas og Nordea.

Artiklens emner
Novo Nordisk
Lars Rebien Sørensen