Hyppig aktiehandel koster afkast
Selv uden omkostninger går det ud over afkastet at handle aktier hyppigt, viser ny forskning.
Det er nærmest blevet en kliché blandt professorer og andre akademikere, at man kun skal købe aktier for at holde på dem i mange år. Man skal faktisk allerhelst købe et indeksprodukt, hvor man slipper for at udvælge enkeltaktier. Private investorer er nemlig ikke i stand til at håndplukke de gode selskaber, deres timing er elendig, og jo mere de handler, jo lavere bliver deres afkast, fordi handelsomkostningerne er høje, argumenterer de.
Nu får er der kommet mere ammunition til disse argumenter fra ny forskning på området.
På University of Economics i Prag har to forskere foretaget et eksperiment med den klare konklusion, at de deltagere, der handlede mest, endte med at tjene mindst. Og det var endda på trods af, at deltagerne handlede uden omkostninger. Det skriver det norske finansmedie E24.
»Fra empiriske studier ved vi, at de, som handler hyppigt, tjener mindre på grund af transaktionsomkostninger og lignende. Men når man ser på data fra det virkelige aktiemarked, vil det altid være en række andre faktorer, som påvirker afkastet,« siger Miroslav Zajicek, der sammen med Tomas Miklanek står bag studiet.
Deltagerne tabte ikke nødvendigvis penge ved at handle ofte, men de var blandt dem, der tjente mindst.
Herhjemme har professorer som Tom Engsted og Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet i en årrække advaret private investorer mod at handle enkeltaktier og slet ikke hyppigt.
Mange har en tendens til at købe de aktier, der allerede er steget meget. Omvendt sælger de af frygt, når aktien falder meget. Det betyder, at de ofte får solgt aktien, når den er faldet til under den pris, de købte den for, og derfor taber de penge eller får et lavere afkast, end de kunne have fået, hvis de blot havde holdt på aktien.