Fire personer ejer danske aktier for 27 mia. kr.
Fire privatpersoner ejer store andele i de danske virksomheder Coloplast, Genmab og Ambu.
I dag følger Finans Investor de tre børsnoterede selskaber Coloplast, Genmab og Ambu. Det er nemlig de tre danske selskaber, der har de største private aktionærer i ejerkredsen. Tilsammen ejer fire personer aktier i de tre selskaber for over 27 mia. kr., viser tal, som Finans Investor har trukket fra Bloomberg.
Den suverænt største private investor herhjemme er Niels Peter Louis-Hansen. Ifølge Bloomberg er den 68-årige Coloplast-arving god for 4 mia. dollars - det svarer til 26,5 mia. kr. Af dem er ca. 22,3 mia. kr. placeret i aktier i selskaberne Coloplast og Ambu.
Niels Peter Louis-Hansen er søn af Aage og Johanne Louis-Hansen, der i 1957 stiftede Coloplast efter at have taget patent på verdens første selvklæbende stomipose. Niels Peter Louis-Hansen trådte ind i bestyrelsen allerede som 21-årig i 1968 - to år efter sin fars død.
Han ejer i dag 21 pct. af aktierne i Coloplast. Søsteren Benedicte Find ejer Coloplast-aktier for 3,72 mia. kr. Samtidig ejer velgørenhedsfonden Aage og Johanne Louis-Hansen Fond aktier for 10,67 mia. kr., hvilket betyder, at familien sidder på 35 pct. af aktierne og stemmeret på 61 pct.
Niels Peter Louis-Hansen ejer desuden en portion aktier i medico-virksomheden Ambu. 6,5 mio. aktier, 15,6 pct. af virksomheden, til en værdi af 2,22 mia. kr.
En anden af Danmarks største private investorer har ligeledes en stor andel i Ambu. Det drejer sig om Tove Hesse, der med sine 1,7 mio. aktier ejer godt 4 pct. af selskabet. Det svarer til en markedsværdi på 580 mio. kr. Tove Hesse er datter af Holger Hesse, der stiftede Ambu i 1937.
I 2012 forærede hun en stor del af sine aktier til børnene Simon Hesse Hoffmann og Hannah Lea Hesse Hoffmann. I dag sidder førstnævnte på 1,2 pct. af Ambu, mens sidstnævnte sidder på 1,3 pct. Ligeledes sidder Tove Hesses søstre, Dorrit Ragle og Inga Kovstrup, på en betydelig del af aktierne.
Den sidste private storaktionær er Genmabs topchef, Jan van de Winkel. Ved den seneste indberetning ejede han 600.000 aktier i biotekselskabet. I dag har hans aktier en værdi på 624 mio. kr.
Senere i dag giver Finans Investor dig overblikket over, hvordan de fire aktionærers aktier blev så mange milliarder værd.

