Storaktionærer blev 200 mio. kr. fattigere på en formiddag
På få år er fire storaktionærers aktier i Coloplast, Ambu og Genmab blevet mange mia. kr. mere værd.
Man må håbe, de ikke sidder og holder øje med netbanken, de fire milliardærer og mangemillionærer, som ejer store aktieandele i selskaberne Coloplast, Ambu og Genmab. Niels Peter Louis-Hansen, Benedicte Find, Tove Hesse og Jan van de Winkel. Så vil de nemlig opdage, at de er blevet 200 mio. kr. fattigere her til formiddag.
Alle tre selskaber er faldet på børsen. Men de 200 mio. kr. er trods alt småpenge, i lyset af, at de ejer aktier i de tre selskaberne for over 27 mia. kr.
Men så meget har aktierne ikke altid været værd. Langt fra.
Coloplast-arvingerne, søskendeparret Niels Peter Louis-Hansen og Benedicte Find, ejer i dag aktier i den virksomhed, deres forældre stiftede i 1957, for over 24 mia. kr. tilsammen.
Søskendeparret har tilsammen 48,278 mio. Coloplast-aktier i deres private porteføljer. I dagens kurs koster en enkelt aktie 503,8 kr. - det svarer altså til, at arvingernes aktier er 24,3 mia. kr. værd. For præcis syv år siden var de samme aktier mindre end 4 mia. kr. værd.
På de syv år er selskabets aktiekurs nemlig steget mere end 500 pct. Da selskabet med hovedsæde i Humlebæk blev børsnoteret i januar 1995 kostede en aktie (justeret for split) 6,25 kr. De aktier, der i dag er 24,3 mia. kr. værd, havde dengang en værdi på godt 300 mio. kr.
Hele selskabet var 1,24 mia. kr. værd. 21 år senere har Coloplast en markedsværdi på 99,6 mia. kr.
Da Jan van de Winkel den 15. juni 2010 blev direktør i Genmab kostede en aktie i selskabet 47 kr. I dag koster den 1.021 kr. Et afkast på mere end 2.000 pct. Det betyder, at den hollandske direktørs 600.000 aktier var 28,2 mio. kr. værd, da han tiltrådte i sin nye stilling. I dag er de 612 mio. kr. værd.
I april 2012 forærede Ambu-aktionæren Tove Hesse en stor del af sine aktier til sine to døtre. Dengang var de tre kvinders aktier 106 mio. kr. værd tilsammen. I dag - kun fire år efter - har de en markedsværdi på knap 1 mia. kr.
Efter børsen lukketid følger Finans Investor op på, hvordan det er gået de tre børsraketter.


