Lauritz.com bløder - sætter ny bundrekord
Efter en række uheldige sager for auktionshuset Lauritz.com er selskabets aktiekurs nu faldet med 30 pct.
Det danske auktionshus Lauritz.com har levet en omtumlet tilværelse i sit korte liv på børsen. Under tre måneder efter børsnoteringen i Sverige har selskabet nu nået en ny milepæl - og det er ikke en af dem, man popper champagne på. Lauritz.com-aktien er nu faldet 30 pct. siden første lukkekurs den 22. juni.
Torsdag formiddag koster en aktie 11,3 svenske kr. Den dag selskabet gik på børsen, måtte investorerne punge ud med 16,2 kr. for en aktie.
Lauritz.com har da også haft sit at slås med. Først hæftede kritikerne sig ved, at børsnoteringen bl.a. skulle bruges til at betale af på ejernes kæmpegæld i forbindelse med et kuldsejlet vinslot i Frankrig.
I forvejen havde mange eksperter svært ved at se investerings-casen for sig i selskabet, der i årevis har kørt med underskud. Og da Lauritz.com i august fremlagde sit første regnskab som børsnoteret selskab, var det med en besked til investorerne om, at omsætningen var faldet.
Finans Investor har samtidig kunnet fortælle, at handlen med selskabets aktier har været forsvindende lille, og at den nærmest har været gået i stå. Det risikerer at skabe en illikvid aktie. Det har i flere omgange siden resulteret i, at købere og sælgere har været meget langt fra hinanden.
Senest blev Lauritz.com rodet ind i en besynderlig sag, da Berlingske Business kunne fortælle, at en enkelt kunde havde budt 80.000 gange på Lauritz.com's auktioner. Uden at vinde særligt mange af auktionerne. Noget der fik skeptikerne til at spørge sig selv, om nogen placerede bud for at skubbe prisen i vejret.
Lauritz.com's 10 mest aktive kunder havde deltaget i ca. 10 pct. af alle auktioner på hjemmesiden - hvad der svarer til 370.000 siden 2003.
Det kom frem den 9. september, og siden er kursen i på Lauritz.com's aktier dykket 11,7 pct.
Men fordi der er så stor forskel mellem den pris, investorerne vil sælge til, og den andre vil give, resulterer det i store daglige udsving.