En af Danmarks ældste virksomheder har tjent 965 mio. kr. på aktier i år
Chr. Augustinus Fabrikker ejer andele i danske børsnoterede selskaber for mere end 12,5 mia. kr.
Mens den kun 26-årige konge Frederik den 5. af den oldenborgske slægt regerede over Danmark og Norge, grundlagde Christian Augustinus sin tobaksvirksomhed i Vestergade 5 i København. Det var i 1750, og dengang havde han med god sandsynlighed ikke forestillet sig, at virksomheden 266 år senere ville have tjent knap 1 mia. kr. på at eje danske aktier. Det alene i 2016.
Men det har virksomheden, Chr. Augustinus Fabrikker, som i den brede befolkning er relativt ukendt, men som sidder på aktierne og magten i flere store danske selskaber.
Således ejer virksomheden under Augustinus Fonden betydelige andele i Scandinavian Tobacco Group, Jeudan, Royal Unibrew, Ambu, Tivoli, NNIT, Solar, Gyldendal, Monberg & Thorsen.
I 2016 er det gået godt. Og fordi de ejer over halvdelen af Tivoli - og kun derfor - er det vist tilladt at skrive, at de har tjent på både gynger og karusseller. Mens de danske aktier som helhed er faldet 4,7 pct. i år, er Chr. Augustinus' selskaber blevet 8,35 pct. mere værd. Det viser en gennemgang, Finans Investor har lavet på baggrund af data fra Bloomberg.
Det betyder, at selskabets 54,13 mio. aktier er blevet 965 mio. kr. mere værd. Ved nytår var aktierne 11,56 mia. kr. værd, og mandag hedder markedsværdien 12,53 mia. kr.
Og det er kun for de selskaber, hvor Chr. Augustinus ejer en andel på 5 pct. eller mere, og som selskabet derfor har pligt til at offentliggøre. I 2015 tjente man 2,2 mia. kr. alene på aktieinvesteringer med et afkast på 26 pct., og siden 2012 har man noteret et overskud af sine aktieinvesteringer på 6,68 mia. kr. I 2011 tabte man dog 551 mio. kr.
Det er især medicinalvirksomheden Ambus enorme succes i 2016, der har fået afkastet til at bugne i Chr. Augustinus' portefølje. Ambus aktiekurs er steget knap 75 pct. i år, og det har fået Chr. Augustinus' aktier til at blive mere end en halv milliard mere værd. Samtidig har man tjen stort på Royal Unibrew og sin andel i Scandinavian Tobacco Group, som blev børsnoteret tidligere i år. Imens har investeringen i ejendomskoncernen Jeudan imidlertid kostet knap 300 mio. kr.
Selskab | Antal aktier | Ejerandel i pct. | Gevinst/tab i år i mio. kr. |
Scandinavian Tobacco Group | 33.200.000 | 33,2 | 298,8 |
Jeudan | 4.494.260 | 40,54 | -292,1 |
Royal Unibrew | 5.771.220 | 10,67 | 248,1 |
AMBU | 4.802.159 | 11,57 | 561,8 |
Tivoli | 3.269.930,00 | 57,2 | 92,8 |
NNIT | 1.271.475 | 5,09 | 42,6 |
Solar | 723.123 | 10,3 | -47 |
Gyldendal B | 157.360 | 30,85 | 3,77 |
Gyldendal A | 157.360 | 30,85 | -8,96 |
Monberg & Thorsen | 284.517 | 10,1 | -42,6 |
I alt: | 53.846.887 | 965,8 |
Kilde: Bloomberg
I år har selskabet ingen forventninger om at leve op til resultatet fra 2015:
»I regnskabsåret 2016 forventes et lavere afkast på investeringer,« hedder det i seneste regnskab.
Augustinus Fonden blev stiftet af arvingen Ludvig Augustinus i 1942, og i dag har fonden ifølge sin hjemmeside til formål at støtte »almenvelgørende, humane, kunstneriske, videnskabelige og lignende formål.« I 2015 bevilgede fonden 210 mio. kr. til godtgørende formål.
Selve tobaksvirksomheden blev i 1961 fusioneret med C. W. Obel og R. Færchs Fabrikker og blev til Skandinavisk Tobakskompagni, nu det børsnoterede Scandinavian Tobacco Group.