Mystik om Lauritz.coms salgskiks på 50 mio. kr.
Lauritz.com har misset et salg af en lagerejendom på Nørrebro. Køber sprang fra.
Lauritz.com misser et salg på 50 mio. kr. af en lagerejendom på Nørrebro, da køberen pludselig er sprunget fra.
Det skriver Berlingske Business.
Bengt Sundstrøm, stifteren af Lauritz.com, købte i 2009 en ejendom på Rovsingsgade på Nørrebro for 57 mio. kr. Siden er ejendommens værdi blevet nedskrevet med millioner af kr.
Efter fejlslagne forsøg på at komme af med bygningen, valgte Bengt Sundstrøm at lægge den over i Lauritz.com, som han ejede 95 pct. af. Stifteren fik 51,5 mio. kr. for ejendommen, som Lauritz.com planlagde at bruge som hovedkontor og auktionshus.
Efter handlen ledte selskabet efter kapital, og kort forinden selskabets børsnotering i sommer, havde Ejendomsselskabet Norden meldt sig på banen som køber. Prisen på ejendommen skulle være 51 mio. kr., og planen var at lave en sale and lease back-aftale, hvor Lauritz.com ville forpligte sig til et 15-årigt lejemål.
Af ukendte årsager er planen ikke blevet til noget. Søndag meldte Lauritz.com i en selskabsmeddelelse, at Ejendomsselskabet Norden havde trukket sig.
- Det kunne godt indikere, at ejendommen er blevet solgt alt for dyrt ind i Lauritz.com. Der er flere indicier, som peger i retning af, at der er et eller andet galt i den her sag, udtaler ekspert i børsforhold og redaktør af Økonomisk Ugebrev, Morten W. Langer, til Berlingske Business.
Finansdirektør i Lauritz.com, Claus Boysen, skriver i en mail til Berlingske Business, at selskabet fortsat planlægger at bruge bygningen som hovedkontor fra 2018.
Ritzau Finans