Tobakskæmpe lukker fabrik i Danmark
Scandinavian Tobacco Group fremrykker spareplan. Det rammer knap 100 ansatte i Nykøbing Falster.
Tobakskoncernen Scandinavian Tobacco Group (STG) skærer til i Danmark og Belgien for at spare 140 mio. kr. om året.
Konsekvensen er, at selskabets fabrik i Nykøbing Falster, der beskæftiger knap 100 ansatte, og i Wuustwezel, Belgien, bliver lukket. Det oplyser STG i en meddelelse til fondsbørsen.
»Vi anerkender, at dagens meddelelse påvirker vores ansatte og deres familier. Også for lokalsamfundene er dette en ubehagelig begivenhed,« siger topchef Niels Frederiksen.
»Vi agter at påtage os dette ansvar ved at behandle vores ansatte i Nykøbing og Wuustwezel ordentligt, samtidig med at vi opretholder vores samlede forretning ved at sikre, at vi forbliver effektive og konkurrencedygtige på markedet,« fortsætter han.
Med lukningen af de to fabrikker reducerer STG antallet af produktionssteder fra 14 til 12. Fabrikkerne i både Nykøbing og Wuustwezel fremstiller produkter til koncernens portefølje af maskinfremstillede cigarer. Den produktion skal nu flyttes til andre fabrikker.
STG har fortsat to fabrikker i Danmark - én i Holstebro og én i Assens.
STG forventer nu at nå sit mål om årlige besparelser i omkostningsbasen - sammenlignet med 2014 - på 140 mio. kr. allerede ved udgangen af 2017. Tidligere lød meldingen, at sparemålet ville blive opnået ved udgangen af 2018.
Målet om at reducere arbejdskapitalen med en halv mia. kr. inden udgangen af 2018 forbliver uændret.
Ifølge STG vil det koste cirka 65 mio. kr. i nedskrivninger at lukke de to fabrikker. Selskabet understreger, at lukningerne ikke får nogen betydning for de finansielle resultater i 2016.
STG beskæftiger godt 8.000 medarbejdere og har 18 kontorer fordelt i Nordamerika, Europa, New Zealand og Australien. Koncernen fremstiller og sælger årligt 3 mia. cigarer og 5.000 tons pibetobak og finskåren tobak til 100 lande fordelt over hele verden.
