Lego-konkurrenter er flyvende i 2016
Både Hasbro og Mattel har haft et forrygende år på børsen i USA. Star Wars-film kan gøre året endnu bedre.
Selv om julen er tre måneder væk, har den tilsyneladende været i gang på aktiemarkedet det meste af året for Legos to største konkurrenter, amerikanske Hasbro og Mattel.
De to legetøjsproducenters aktier er nemlig steget med henholdsvis 18 og 15 pct. hidtil i 2016. Stigningen var endda højere tidligere i år. Til sammenligning er det toneangivende amerikanske aktieindeks, S&P 500, steget med 5 pct. i 2016.
I de kommende måneder kan Wall Street tilmed få endnu mere smag for Hasbro og Mattel, skriver CNN.
For både Hasbro og Mattel lancerer i løbet af efteråret og op mod julehandlen legetøj relateret til den kommende Star Wars-film "Rogue One". Det kan ifølge CNN give Hasbro og Mattel et usædvanligt stort boost på aktiemarkedet.
Artiklen fortsætter efter grafen.
De analytikere, der følger de to virksomheder, tror da også på endnu flere kursstigninger i den kommende tid. Ifølge data fra Bloomberg tror analytikerne gennemsnitligt, at aktien hos Hasbro og Mattel vil stige med henholdsvis 10,46 og 13,3 pct. det næste år.
Nedenunder kan det ses, hvordan analytikernes anbefalinger fordeler sig på de to legetøjsproducenter.
Hasbro:
| Køb | Sælg | Hold | |
|---|---|---|---|
| Nu | 4 (28,6 pct.) | 0 (0 pct.) | 10 (71,4 pct.) |
| For et år siden | 3 (21,4 pct.) | 0 (0 pct.) | 11 (78,6 pct.) |
Mattel:
| Køb | Sælg | Hold | |
|---|---|---|---|
| Nu | 8 (53,3 pct.) | 0 (0 pct.) | 7 (47,7 pct.) |
| For et år siden | 6 (37,5 pct.) | 1 (6,25 pct.) | 9 (56,25 pct.) |

