Brøndby indhenter lidt af det tabte
På trods af fremgang torsdag er Brøndby stadig den aktie, som har klaret sig dårligst i år, når man ser på de tre mest værdifulde klubber på børsen.
Brøndby IF ser ud til at genvinde lidt af det tabte i dagens handel på fondsbørsen. Fodboldklubben fra Vestegnen er nemlig steget med hele 3,78 pct. kl. 11.45. Det bringer aktien ind på en fjerdeplads over de aktier, der er steget mest i dagens handel. Selv om aktien er steget markant i dagens handel, ændrer det dog ikke på, at aktionærerne i Brøndby IF har haft et hårdt år. Siden årsskiftet er aktien nemlig nede med 9,43 pct.
Finans Investor følger i dag de fodboldklubber i Danmark, der har den største markedsværdi. Det er FCK-ejeren Parken Sport & Entertainment, Brøndby IF samt AGF-ejeren Aarhus Elite.
Indtil nu er Parken Sport & Entertainment den aktie af de tre, som har klaret sig bedst på børsen i år. Men i dagens handel har aktien ikke kunnet holde dampen oppe, og den er således faldet med 0,64 pct. Dermed er aktien siden årsskiftet steget med 41,82 pct.
Selv om AGF ikke har haft den store succes på banen indtil nu i år, har det set lidt anderledes ud på børsen, hvor Aarhus Elite-aktien er steget markant. Der har dog ikke været den store aktivitet i aktien i dag. Der har således kun været to handler i aktien, og aktien ligger fladt i dagens handel. Dermed er aktien oppe med lidt over 21 pct. siden nytår.