Formand: Ny topchef for Glunz & Jensen skal stå for allerede igangsatte turnaround
46-årige René Normann Christensen, der efter weekenden kan sætte sig til rette i direktørstolen hos producenten og sælgeren af trykkeriudstyr Glunz & Jensen, er valgt på baggrund af sin erfaring med at skabe turnarounds, sin erfaring fra branchen og sin internationale profil. Det fortæller bestyrelsesformand Carsten Knudsen.
- Det er væsentligt at forstå kundesiden i en forretning. Og der har han altså rigtig god erfaring, siger Carsten Knudsen til Ritzau Finans.
René Normann Christensen har knap 20 års erfaring fra Glunz & Jensens slutkunder i emballagebranchen, herunder hos Plus Pack i Odense og inden da 14 år i Schweiz og Tyskland for selskaber som Amcor, Linpac og Schur.
- Han har også god erfaring med turnaround. Han har stået for ikke mindre end fire de senere år og været i stand til at fokusere virksomhederne, hvor der tjenes penge. Og der, hvor der ikke tjenes penge, har han været i stand til at gøre noget ved det, så virksomhederne har været i stand til at betale deres regninger, fremhæver bestyrelsesformanden videre.
René Normann Christensen er oprindeligt uddannet revisor i KPMG. I de seneste 20 år har han arbejdet både som økonomi-, salgs- og administrerende direktør.
- Desuden er han velbevandret, har CEO-erfaring, har været vant til at køre hele værdikæden, er international i sin orientering og er en god leder, siger Carsten Knudsen.
Af de fire turnaround, som René Normann Christensen har stået for, er det seneste for Plus Pack i Odense.
Hos Glunz & Jensen har man allerede sat gang i en række initiativer, der skal vende en rød bundlinje til en sort.
De omfatter selektive prisjusteringer over for kunderne, initiativer over for leverandørerne, der skal sikre en optimal kostbase for komponenter og en såkaldt reengineering af en række produkter, så man kan nøjes med færre komponenter, og komponenterne kan bruges på tværs af platforme.
- Det er initiativer, som er sat i gang. Og nogle af dem løber udmærket. Men der skal stadig en til at drive det på en dag til dag basis. Der vil René være en god person til for det første at drive det, der er i gang, og for det andet til at drive omkostningerne ned og finde de vækstlommer, der måtte være, forklarer Carsten Knudsen.
Vækstlommerne kan for eksempel findes i dels prisjusteringer, dels nye markeder og kundegrupper.
Den tidligere administrerende direktør, Keld Thorsen, valgte efter syv år ved roret i slutningen af august at opsige sin stilling. Dermed har det blot taget Glunz & Jensens bestyrelse en håndfuld uger at finde en afløser.
- Der er jo noget, der hedder "due diligence". Vi skal være grundigt forberedt på fremtiden. Og det har vi måske så også været, siger Carsten Knudsen, der understreger, at fondsbørsen har fået besked om Keld Thorsens opsigelse med det samme.
Han tiltræder stillingen som topchef for Glunz & Jensen den 10. oktober.


