Twitter undersøger salg et år efter stifterens tilbagekomst
Det sociale medie Twitter må sande, at det kræver mere end at være populært blandt journalister og politikere at blive en succes. Selv grundlæggerens tilbagevenden har ikke hjulpet på vanskelighederne, og nu overvejer man et salg.
Det skulle være så godt, men faktisk er det lidt skidt for det kvidrende sociale medie Twitter. Selv efter grundlægger Jack Dorseys tilbagekomst som topchef for et år siden kører det ikke rigtigt på skinner, og nu er man ifølge Wall Street Journal ved at undersøge mulighederne for at blive solgt.
Ifølge det amerikanske erhvervsmedie, der har oplysningerne fra anonyme kilder med kendskab til processen, arbejder man sammen med Goldman Sachs om at vurdere bud, der kan komme fra selskaber som Salesforce.com, Walt Disney Co. og Alphabet Inc. De meget konkrete rygter har fået Twitter-aktien til at stige næsten 6 pct. onsdag.
I januar endte Twitter i en ledelseskrise, da fire topfolk pludseligt sagde op, og det gav også en kursmæssig krise, da Twitter-aktien sank til bunds efter de forlydender, der vidnede om et socialt medie, der nok er populært i journalist- og politikerkredse, men har svært ved at få fat i folket på samme måde som eksempelvis Facebook.
P.t. har Twitter ifølge WSJ.com en markedsværdi på omkring 17 mia. dollars, og det gør det sociale medie til en sandsynlig opkøbskandidat for større mediekoncerner, der vil have adgang til de 313 mio. månedlige brugere. Det antal er dog uanset Jack Dorseys genkomst i direktørstolen stagnerende, og når det sker, falder væksten også.
I 2. kvartal kom der kun 1 pct. flere månedlige brugere til, mens omsætningen for ottende måned i træk voksede med under 20 pct., fremgår det af artiklen.
Twitter-aktien er siden Jack Dorseys tilbagevenden faldet med 29 pct. indtil udgangen af september, men siden da er opkøbsrygterne taget til, og det har sendt kursen tilbage næsten på niveau med ved hans tiltræden, så et salg er tilsyneladende noget, som investorerne ser positivt på.
Twitter kommer med regnskab for 3. kvartal i slutningen af denne måned.

