Forstå Deutsche Banks 300.000 mia. kr. store derivatspøgelse
Handlen med derivater var med til at få finanskrisen til at eksplodere. Finans Investor har fået en professor til at forklare, hvorfor Deutsche Bank fortsat handler med derivater for ufattelige summer.
Aktiekursen i Tysklands største bank, Deutsche Bank, er faldet 45 pct. i år. Bl.a. er investorerne og analytikerne nervøse for den milliardbøde, som de amerikanske myndigheder vil tildele banken for dens ageren før og under finanskrisen.
Men de fleste analytikere er også bekymrede for Deutsche Banks eksponering mod derivater, som ifølge bankens seneste årsregnskab var på ufattelige 300 billioner kr. - altså 300.000 mia. kr. Det svarer til 12 pct. af den samlede mængde derivater i verden. Til sammenligning er Tysklands bruttonationalprodukt på 20 billioner kr.
Det fik chefanalytikeren fra fondsmæglerselskabet Demetra, John Yde, til at kalde Deutsche Bank et derivatspøgelse. Og Saxo Banks makroanalytiker Christopher Dembik mener, at hvis Deutsche Bank blot taber 0,1 pct. af den samlede derivateksponering, vil banken være nødt til at få økonomisk hjælp udefra.
Så hvad betyder det?
Et derivat er en finansiel kontrakt, hvor værdien følger udviklingen i et underliggende aktiv. F.eks. et aktieindeks, en valutakurs eller olieprisen. Man køber altså et syntetisk produkt, der afspejler værdien i et andet produkt.
Og hvorfor så det? Professor Jesper Rangvid fra CBS forklarer:
»Deutsche Bank er i høj grad det, man kalder en investment bank. Den lever altså ikke mindst af at handle finansielle produkter og i forhold til andre banker i mindre grad af normale udlån og indlån.«
»Mængden af afledte instrumenter (derivater, red.) er høj. Hvordan kan man forstå den kolossale mængde? Tag en tysk virksomhed, der modtager 1 mio. dollars om 3 måneder fra en amerikansk samarbejdspartner. For at undgå valutakursusikkerheden, afdækker virksomheden sin eksponering via en terminskontrakt hos Deutsche Bank. Nu har Deutsche Bank et afledt instrument (terminskontrakten) på 1 mio. dollars.«
»Men Deutsche Bank vil heller ikke have den dollar-usikkerhed, som den har overtaget fra den tyske virksomhed, så Deutsche Bank afdækker sin usikkerhed hos en anden bank. Nu er der tilsammen 2 mio. dollars i udestående afledte instrumenter. Denne anden bank afdækker også. Det der startede med 1 mio., er nu blevet til 3 mio. i afledte instrumenter. Da Deutsche Bank deltager i disse afdækninger bankerne imellem, kommer man op på meget høje mængder af afledte instrumenter. Man skal dog huske, at meget af det faktisk er for at reducere risiko,« siger Jesper Rangvid.
Derivater er altså en slags forsikring. Handlen med derivater var noget af det, der triggede finanskrisen. Deutsche Bank og andre storbanker solgte derivater baseret på amerikanske boliglån, de såkaldte CDO’er, mens andre investorer forsikrede sig eller ligefrem spekulerede i en nedtur på det amerikanske boligmarked via en anden type derivater, de såkaldte credit default swaps.
Forsikringskæmpen AIG var en af dem, der tog risikoen på sig, ved at sælge credit default swaps, og her påpegede man inden krisen, at det var en helt sikker forretning at sælge disse forsikringer. Men da boligboblen brast tordnede prisen på CDO’erne ned, og investorerne, som havde købt disse derivater, stod tilbage med enorme tab.
De investorer, som havde købt forsikringer stod omvendt til en stor gevinst, men AIG’s eksponering var så stor, at forsikringsselskabet var tæt på et kollaps, og AIG blev kun reddet, fordi den amerikanske stats trådte til med en redningspakke, fordi man frygtede, at det ville få det finansielle system til at kollapse, hvis AIG gik konkurs.
»Man har siden krisen indført regler for at gøre handlen i afledte produkter mere sikker. Men helt på plads er man ikke endnu,« siger Jesper Rangvid.
Risikoen er altså ikke væk.
»En stor usikkerhedsfaktor ved Deutsche Bank er, at den har ekstra mange af det man kalder ’Level 3 assets’. Det er aktiver, der er meget svære at værdiansætte. Når en bank har mange af dem, bliver investorerne usikre på, hvad værdien af banken egentlig er,« siger han.
Og det gør den europæiske bankkrise yderligere kompliceret.
»I dag opererer banker generelt i et presset marked. Der er usikkerhed om den fremtidige regulering, der er svag vækst i Europa, og de meget lave renter presser bankers indtjening. Når vi så samtidig snakker om en bank, der har mange aktiver, der er svære at værdiansætte, bliver investorerne ekstra påpasselige. Kommer der en dårlig nyhed – såsom en potentiel stor bøde – bliver investorerne først rigtig nervøse. Det er situationen med Deutsche Bank,« siger Jesper Rangvid.
