Nordjysk milliardselskab holder amerikanernes atom-arsenal køligt
It-virksomheden Asetek fra Aalborg er en af de kraftigste danske kursraketter på aktiemarkedet.
Det var nærmest som taget ud af en film om Apple-stifteren Steve Jobs, at André Slot Eriksen i sluthalvfemserne grundlagde sin virksomhed, Asetek. Dengang han i en kælder i Nordjylland baksede med et væskekølesystem til hjemmebyggede PC'ere, som han snart solgte til it-entusiaster i USA og Japan.
»En slags akvariepumpe og nogle vandslanger,« som virksomhedens økonomidirektør forklarer det, da Finans Investor taler med ham.
»Der er forbløffende mange, der stadig bygger deres egne PC'ere som en hobby. Vi sælger omkring 100.000 produkter om måneden, flertallet til gør-det-selv-entusiaster,« siger Peter Dam Madsen.
I dag har Asetek store kunder som Fujitsu, Dell , Intel, diverse universiteter og National Nuclear Security Administration, der holder styr på amerikanernes atombombearsenal.
»De bruger vores køling, så deres meget kraftige computere ikke brænder sammen,« forklarer han.
Asetek har flere end 80 medarbejdere ansat, kontorer i Aalborg, USA, Taiwan og Kina, en omsætning på knap 240 mio. kr. årligt og en markedsværdi, som netop har rundet 1,1 mia. norske kr. - eller ca. 900 mio. kr.
Det er sket, efter at selskabets aktiekurs siden august 2015 er steget knap 350 pct.
Og selv om det ikke længere er hjemmebyggerne, der udgør Aseteks største kunder, er der stadig en fremtid for de traditionelle og lidt klodsede maskiner.
»Alle troede, at PC'en ville dø ud, fordi der kom tablets og smartphones. Men i øjeblikket bliver vi hjulpet af en megatrend, fordi high end PC'erne er tilbage, og folk kaster sig over virtual reality og eSport,« siger Peter Dam Madsen med henvisning til, at computerspilsudøvere på konkurrenceplan er så hastigt på vej frem, at man taler om at få eSport på OL-programmet.
Samtidig er de såkaldte datacentre i fremgang, hvor Asetek hjælper dem med at køle servere ned.
»Flere får tablets og smartphones, og for hver 200 smartphones i verden står der en server et sted. Processorerne i datacentrene bliver så store, stærke og hurtige, at det rent fysisk ikke kan lade sig gøre at køle dem ned med luft,« siger han.
Man skal forestille sig, at man har brændt sin finger. Stikker man den ind i køleskabet, har du luftkøling, som er den traditionelle nedkølingsmetode. Stikker du den under vandhanen, har du væskekøling. Aseteks system.
»Det er meget mere effektivt. Vi snakker tusindfold bedre,« siger Peter Dam Madsen.
I 2014 og 2015 oplevede Asetek en massiv nedtur på børsen, da den nordjyske it-virksomhed havnede i en retssag om patenter. Investorerne blev nervøse og trak sig. I august 2015 ramte aktiekursen bunden på 9,7 norske kr.
Asetek vandt retssagerne over to andre it-virksomheder. Og det er en af hovedårsagerne til, at investorerne nu betaler 43 norske kr. for en aktie.
»De andre virksomheder fik et slag over fingrene. Der er ikke så mange kunder i vores verden, så en stor del af dem kom tilbage til os, da vi vandt patenterne,« siger Peter Dam Madsen.
Det kan aflæses i regnskaberne. I første halvår af 2015 solgte Asetek for 90 mio. kr. I andet halvår omsatte man for knap 150 mio. kr. Som mange andre it-selskaber på vej frem har også Asetek kørt med underskud. Men 2016 kan blive året, hvor bundlinjen vipper over på plussiden. I første halvår af 2016 lød overskuddet på ca. 1 mio. kr.
»Vi udtaler os ikke om forventningerne. Men med den vækst, vi har haft i omsætningen, vores relativt høje bruttomarginer og det stabile niveau for de faste omkostninger, tilsiger matematikken, at det går den vej (mod overskud, red.). Så har jeg vist ikke sagt for meget,« siger Peter Dam Madsen.
Asetek er børsnoteret i Norge, hvor selskabet har investeringsbanker som J.P. Morgan, Morgan Stanley og Goldman Sachs blandt investorerne.

