Fortsæt til indhold

Telegigant vil låne 273 mia. kr. på Wall Street

JPMorgan Chase jagter sit største enkeltstående udlån nogensinde.

Investor

De store investeringsbanker på Wall Street i New York har fået dollartegn i øjnene. Den slags dollartegn, der står 40 mia. foran - 273 mia. kr.

Så mange penge kan de nemlig komme til at låne ud til verdens største teleselskab, amerikanske AT&T, der har brug for finansiering til at overtage medieselskabet Time Warner, der bl.a. står bag streamingtjenesten HBO. Noget, der vil indbringe bankerne et klækkeligt beløb i renter og gebyrer. Det skriver nyhedsmediet Bloomberg.

Investeringsbanken JPMorgan Chase & Co. skal angiveligt stå for de 170 mia. kr. Det fortæller en kilde tæt på processen til Bloomberg. Kilden, der ikke har mandat til at udtale sig og derfor optræder anonymt, fortæller desuden, at det vil være det største enkeltudlån, som JPMorgan nogensinde har stået bag.

Det massive udlån giver investeringsbankerne mulighed for at udstede en bunke virksomhedsobligationer, som der både er penge i for bankerne og for investorer, der hungrer efter investeringer med fast rentegevinst.

Hverken investorerne eller bankerne skal dog glæde sig for tidligt, vurderer en analytiker. Det er nemlig ikke givet, at myndighederne vil godkende lånene. Og det kan blive dyrt for bankerne at sætte pengene til side, hvis godkendelsen trækker ud.

»Dette kan især blive en lukrativ aftale for bankerne; de kommer til at tjene mange penge, hvis handlen falder på plads. Den store usikkerhed, som hænger over handlen, vil blive slaget om godkendelsen fra myndighederne, og hvilken beskyttelse af långiver, der er inkluderet, hvis handlen falder fra hinanden,« siger Bert Ely, der er bankkonsulent hos Ely & Co., til Bloomberg.

AT&T har tidligere oplevet myndigheder nedadvendte tommelfingre. Det skete, da man i 2011 forsøgte at overtage T-Mobile USA. Dengang stod JPMorgan klar med 136 mia. kr.

Artiklens emner
AT&T
Time Warner