Fortsæt til indhold

Wall Street dumper megahandel til mere end 500 mia. kr.

Aktiemarkedet forventer, at AT&T's køb af Time Warner bliver stoppet.

Investor

Wall Street tror ikke på, at den amerikanske telekæmpe AT&T får held med at overtage indholdsproducenten Time Warner Inc. i en handel til mere end 500 mia. kr.

Det skriver Wall Street Journal på baggrund af aktiemarkedets reaktion over på nyheden om, at parterne er blevet enige om en handel, der betyder, at AT&T skal punge ud med hvad der svarer til 107,5 dollar pr. Time Warner-aktie.

Indholdsproducentens aktie er mandag faldet til 87,4 dollar - altså knap 20 pct. under AT&T's købstilbud.

Det betyder med andre ord, at der ifølge markedet kun er 40 pct. sandsynlighed for, at handlen bliver godkendt.

»Der er en mange ting at være bekymret for (ifht. om handlen kan godkendes, red.),« siger Craig Moffett, analytiker ved MoffettNathanson ifølge Wall Street Journal.

»Det hjælper helt åbenlyst ikke, at både republikanere og demokrater er imod den«.

Efter handlen blev annonceret i weekenden, har både den republikanske præsidentkandidat Donald Trump samt demokraternes vicepræsident kandidat Tim Kaine undsagt megakøbet.

AT&T's topchef Randall Stephenson sagde mandag til analytikere, at myndighederne givetvis vil stille en række betingelser for at godkende købet, men at han er overbevist om, at tingene nok skal falde på plads.

Artiklens emner
AT&T
Time Warner