Fortsæt til indhold

Fiat Chrysler løfter forventningerne efter stærkt Jeep-salg

Investor
Ritzau Finans

Fiat Chrysler løfter forventningerne for anden gang i år i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal tirsdag.

Bilproducentens salg af firehjulstrækkeren Jeep er steget - og det får indtjeningen til at stige med samlet 29 pct. i kvartalet, skriver Bloomberg News.

For hele året venter Fiat Chrysler nu et justeret driftsresultat (EBIT) på mindst 5,8 mia. euro mod tidligere ventet 5,5 mia. euro.

Og det er biler af mærket Jeep, der går som varmt brød.

Producenten forventer at skulle levere 1,45 mio. udgaver af firehjulstrækkeren i 2016, hvilket er en stigning på 17 pct. i forhold til 2015. Det er især kinesere og brasilianere, der har trang til at køre i den ikoniske bil.

Og hastigheden ventes ikke at tage af - i 2018 er målet at få over 2 mio. Jeep gennem samlebåndene - i 2009 solgte selskabet 338.000 Jeep.

Artiklens emner
Fiat
Chrysler