Fortsæt til indhold

Når nyhederne ruller over skærmen, ruller pengene ud af markedet

Private investorer handler markant mindre på de helt store nyhedsdage, lyder det i en ny undersøgelse. Og det går faktisk ud over de små investorer, der ikke lader sig opsluge af tv-skærmen.

Investor

Når nyhederne for alvor fanger verdens opmærksomhed, begynder aktiemarkederne at svinge mere - også selv om nyhederne rent økonomisk intet betyder.

Sådan lyder det i nyt arbejdspapir fra forskere ved de store franske handelshøjskoler INSEAD og HEC.

Professor Joël Peress, INSEAD, og adjunkt Daniel Schmidt fra HEC peger blandt andet på en af 1990'erne skelsættende juridiske mediebegivenheder: Domsafsigelsen i sagen mod den tidligere sports- og filmstjerne O.J. Simpson.

Frikendelsen trak i stor stil amerikanerne til TV-skærmene - og det led dele af aktiemarkedet direkte under.

Antallet af handlende i markedet falder nemlig med mellem 6 og 7 pct. i de over 500 markante nyhedsdage fra slutningen af 1960'erne og frem til 2013, forskerne har set på.

Og mens de store, professionelle handlere forbliver aktive, er det især de mindre, private handlere, der trækker sig fra markedet - i studiet det amerikanske.

Det betyder at likviditeten i især de aktier, private i forvejen foretrækker, falder markant. Og samtidig stiger risikoen for, at markedets mindre fisk støder ind i større og farligere af slagsen.

»Når retail-handlerne stopper med at handle bliver det dels dyrere og dels mere risikabelt at handle, fordi risikoen for man handler mod en bedre informeret modpart også stiger. Det giver sig direkte udslag i tab for de små investorer, der ikke ser nyhederne på fjernsyn, fordi der er flere hajer og færre småfisk tilbage i markedet,« lyder det i en pressemeddelelse om studiet fra professor Joël Peress.

Artiklens emner
INSEAD