Krak-ejer styrtdykker på børsen efter regnskab
Aktien i den svenske medievirksomhed Eniro, der blandt andet ejer danske Krak, falder kraftigt på børsen i Stockholm fredag, efter at selskabet advarer om, at det efter alt at dømme ikke vil kunne leve op til de vilkår, der er fastsat som forudsætning for finansieringen af selskabet.
- Bestyrelsen vurderer, at Eniro ikke vil kunne leve op til samtlige af låneaftalens nøglevilkår ved udgangen af 2016. Derudover vurderer bestyrelsen, at Eniro fra og med andet kvartal 2017 heller ikke vil kunne klare låneydelserne ifølge de nuværende lånevilkår, fremgår det af Eniros regnskab for tredje kvartal fredag.
Selskabet skriver endvidere, at det har indledt forhandlinger med sine kreditorer for at tilpasse selskabets lånevilkår og øvrig kapitalstruktur til den nye forretningsmodel og selskabets langsigtede betalingsformåen. Bestyrelse er for nærværende af den mening, at det vil være muligt at tilpasse selskabets kapitalstruktur, fremgår det endvidere.
Eniros aktie ligger fredag ved 13.45-tiden til et fald på 23,6 pct. til 0,29 svenske kr.



