Fortsæt til indhold

General Electric bekræfter milliardfusion

General Electric og Baker Hughes slår sig sammen og skaber et selskab med en omsætning på 217 mia. kr.

Investor

Nu er det bekræftet. Verdens niende mest værdifulde selskab, General Electric, og verdens tredje største olieserviceselskab, Baker Hughes, fusionerer. Det gør de ved at kombinere General Electrics olie- og gasforretning med Baker Hughes under navnet "New" Baker Hughes.

Det nye selskab vil blive et af verdens førende inden for udstyr, teknologi og service til olie- og gasindustrien. Det vil få en samlet omsætning på 217 mia. kr. med aktiviteter i 120 lande.

General Electric kompenserer de eksisterende Baker Hughes-aktionærer med et engangsudbytte på 17,5 dollars pr. aktie samt 37,5 pct. af det nye selskab. Imens vil General Electric eje 62,5 pct. af selskabet.

»Denne handel skaber en industrileder, der er ideelt positioneret til at vokse i ethvert marked,« udtaler Jeff Immenlt, der er formand og adm. direktør i General Electric, i en pressemeddelelse.

De nye selskab skal børsnoteres på New York Stock Exchange og have hovedkvarterer i Houston, USA, og London.

Fusionen sker i en tid, hvor branchen er hårdt presset af faldende aktivitet, fordi mange olieprojekter bliver udsat, mens investeringerne i sektoren falder. De to selskaber satser på, at stordriftsfordelene kan være med til at sænke omkostningerne, så de bedre kan konkurrere og stå imod i hårde tider.

Artiklens emner
General Electric
Baker Hughes