DSV-topchef: Opkøb af UTI forløber planmæssigt
DSV's integration med amerikanske UTI Worldwide går fortsat som forventet.
Sådan lyder det fra topchef Jens Bjørn Andersen i forbindelse med transport- og logistikkoncernens regnskab for tredje kvartal.
- Integrationen af UTI forløber planmæssigt, og de tidligere udmeldte forventninger til synergier og integrationsomkostninger fastholdes, hedder det i regnskabet.
DSV købte sidste år UTI Worldwide for 9,5 mia. kr., og handlen faldt endelig på plads i starten af 2016. Opkøbet af UTI Worldwide betyder i grove træk, at DSV's omsætning stiger med 30-40 pct. til i omegnen af 70 mia. kr. om året.
Selv om købet løfter omsætningen markant, kan det ikke ses i samme grad på DSV's bundlinje, da det amerikanske selskab var i ringe forfatning inden fusionen og i en længere periode havde tabt penge.
Samtidig er DSV's bundlinje i år og næste år presset af, at selskabet har afsat 1,5 mia. kr. til at rydde op i UTI Worldwide. Her skal to tredjedele bruges i år på blandt andet at sammenlægge kontorer og afskedige ansatte.
Investeringerne skal samtidig give synergier for 1,5 mia. kr. om året, hvor 40 pct. ventes at være hentet i år. Den fulde gevinst vil efter planen være realiseret i 2018.

