Fortsæt til indhold

DSV præciserer forventningerne til 2016

DSV justerer sine finansielle forventninger til 2016 og regner nu med et driftsoverskud før særlige poster på 3.400-3.500 mio. kr.

Investor
Ritzau Finans

Det oplyser den danske transport- og logistikkoncern i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal af 2016, som er blevet offentliggjort tirsdag morgen.

Inden regnskabet ventede DSV et driftsoverskud før særlige poster på 3.300-3.500 mio. kr.

Det er ikke den helt store overraskelse for aktieanalytikerne, at DSV vælger at ændre prognosen, da de forud for regnskabet havde regnet med et driftsoverskud før særlige poster på 3.480 mio. kr., viser en rundspørge fra Ritzau Estimates.

Sidste år hentede DSV et driftsoverskud før særlige poster på 3.050 mio. kr., men siden da er DSV-butikken dog blevet væsentligt større, da koncernen har købt den amerikanske konkurrent UTI Worldwide for 9,5 mia. kr., hvilket officielt faldt på plads i slutningen af januar.

UTI Worldwide var dog et selskab i ringe forfatning med røde tal på bundlinjen, og det er begrænset, hvor meget selskabet bidrager med af indtjening i år, selv om DSV's omsætning løftes gevaldigt.

DSV laver også et par andre justeringer i forbindelse med regnskabet. Selskabet venter nu finansielle omkostninger på 350 mio. kr. i år mod tidligere 450 mio. kr., mens skatteprocenten ventes at være på 27 pct. mod tidligere 25 pct.

Artiklens emner
DSV
UTI