Fortsæt til indhold

Rigmand slår tilbage mod banktop: Tænker I på aktionærerne?

Storaktionær bag oprør mod bankbestyrelse bekræfter, at man er kommet med fusionsforslag.

Danske Andelskassers Banks hovedsæde i Hammershøj mellem Viborg og Randers.
Investor

Bestyrelsen i Danske Andelskassers Bank har sagt nej til et tilbud om fusion, der ville have givet aktionærerne en »pæn præmie« - og det sket på en facon, der undrer bankens største aktionær.

Sådan lyder det nu fra Lind Invest, Aarhus-rigmanden Henrik Linds firma, efter Danske Andelskassers Bank - som Lind ejer over 20 pct. af - tidligere tirsdag beskyldte ham for at ville fusionere banken væk.

Lind er i forvejen i gang med et forsøg på at udskifte størstedelen af den siddende bestyrelse i banken, der i årevis har lidt under store tab og derfor fik Henrik Lind og flere andre ind som storaktionærer i 2015.

»Bankens bestyrelse vælger at offentliggøre en fortrolig dialog mellem Lind Invest og bankens øverste ledelse. Lind Invest bekræfter, at der har været en dialog om fusion med bankens ledelse og formand,« lyder det i en meddelelse fra Lind Invest, der peger på, at man mente at have en aftale med bankens ledelse om at mangel på bedring også ville åbne for en overtagelse.

Derfor gik Lind også til Danske Andelskassers Banks bestyrelse, da man i sommer modtog en direkte henvendelse om en fusion, lyder det videre i meddelelsen:

»Lind Invest kan bekræfte at have modtaget en uopfordret henvendelse fra et konkret pengeinstitut, der foreslog fusion med en betydelig præmie til nuværende markedskurs. Disse informationer har Lind Invest overbragt DAB’s bestyrelsesformand den 9. juni 2016, da en sådan dialog alene kan ske på bestyrelsesniveau,« skriver Lind Invest og afkræfter, at det skulle dreje sig om en af de andre banker, Lind Invest eller Henrik Lind selv også er storaktionær i, Østjydsk Bank og Skjern Bank.

Men nu hvor Danske Andelskassers Bank har offentliggjort fusionsbuddet, så bør man også gøre klart, hvordan man har behandlet det, mener Lind Invest, der stiller en række spørgsmål til banktoppen:

»Hvilken proces har bestyrelsen kørt omkring den omtalte fusionsmulighed? Har man haft professionelle strategiske rådgivere undervejs, og hvad har de anbefalet bestyrelsen? Er bankens store aktionærer blevet spurgt om deres holdning til den omtalte fusionsmulighed? Herunder fondene som i givet fald ville se ind i en betydelig værdiforøgelse og mulighed for at kunne distribuere væsentlige midler ud til gavn for lokalsamfundene?«

Finans har været i kontakt med Lind Invest, der ikke ønsker at kommentere meddelelsen yderligere.

Artiklens emner
Henrik Lind