Dansk markedsguru: Skidt nyt fra Kina kan være lige rundt om hjørnet
Tal fra dataanalysefirma tyder på, at håb om markant fremgang i kinesisk økonomi kan være baseret på skrøbeligt fundament.
På overfladen tyder alt på, at Kina - hvis økonomiske uro rystede verdens aktiemarkeder i januar - for alvor er kommet på rette spor.
"Her er ni grafer fra, der viser det", som overskriften på en artikel fra det store erhvervsmedie Bloomberg lyder.
Men lige under overskrifterne om fremgang er der tegn, man bør være mere urolig over, lyder det i et investorbrev fra den danske stifter og adm. direktør for Exante Data, Jens Nordvig, tidligere kendt som en af Wall Streets førende valutastrateger for storbanken Nomura.
»Hos Exante Data er et af de områder vi fokuserer skarpest på kapitalstrømmene i Kina. Sidste uge viste vores proprietære realtidsindikatorer et 19,5 mia. dollar stort valutaindgreb. Vi har ikke så så stor en ubalance i valutamarkederne siden den første uge af januar, hvor markederne var i en panisk tilstand,« lyder det i brevet fra Nordvig der fortsætter:
»Med andre ord er der bemærkelsesværdige sprækker, der er ved at dukke frem under overfladen: Det nogenlunde rolige fald i den kinesiske valuta over de seneste uger er altså kun opnået med et aggressiv indgreb fra den kinesiske centralbank.«
Nordvig understreger videre, at der ikke er officielle data fra den kinesiske centralbank for valutaindgreb, der lige nu kan sige noget om udviklingen men at der snart kan komme tal frem, der får markederne til at tage notits. Allerede den 6. november offentliggøres nemlig tal for valutareserven, og her venter Nordvigs Exante et markant fald på 80 mia. dollar.
»Det vil i givet fald være noget af en brat opvågning. Et fald i den størrelsesorden vil være næsten lige så dramatisk som i januar 2016 og august 2015, hvor der var markante spændinger i de kinesiske markeder,« skriver Nordvig i brevet.

