Fortsæt til indhold

Markedsrapport: Hvad skulle det være? Genmab-aktier for 1,3 mia. kr., tak!

Biotekselskabet blev sendt i vejret i forlængelse af et flot kvartalsregnskab båret af noget så vigtigt som et kræftmiddel.

Investor

Medicin er tilsyneladende det store samtaletema på det danske aktiemarked i disse dage.

Først fik Novo Nordisk en kurslussing som følge af sine nedjusterede forventninger, så blev Lundbeck belønnet med et kurshop som følge af det modsatte, og torsdag fulgte Genmab så trop med en stigning på hele 11,4 pct. oven på sin opjustering.

Handlen med værdipapirerne fra biotekselskabet var så massiv, at der ifølge Euroinvestor blev langet aktier over disken for 1,3 mia. kr. Genmab har især succes med kræftmidlet Darzalex, så populariteten blandt investorerne blev måske forstærket af fokusset på netop den sygdom op til offentliggørelsen af kvartalsregnskabet onsdag.

Også Lundbeck og FLSmidth trak et i øvrigt roligt felt op, så C20-indekset samlet sluttede i et plus på 0,5 pct. Det sidste var tiltrængt oven på en tung regnskabsuge i mere end én forstand og to dage med et samlet minus på 5 pct.

Den samme nedadgående tendens oplever aktiemarkederne i Tyskland og USA for tiden - og torsdag var ingen undtagelse: Dax 100 faldt med 0,35 pct., mens Nasdaq 100 sluttede i minus 1,01 pct. Amerikanerne solgte eksempelvis en smule ud af it-selskaberne Apple og Yahoo, der ikke har det bedste forhold til præsidentkandidaten Donald Trump forud for valget i næste uge.

Artiklens emner
Genmab
Nasdaq Copenhagen