Ny bestyrelsesformand skal hente 25 mia. kr. til Nykredit
Nykredit vil hente milliarder fra boligejerne via stigende bidragssatser og gennem en kommende børsnotering. Der skal i alt hentes 25 mia. kr.
Det skriver Berlingske Business.
Steffen Kragh blev ny bestyrelsesformand i landets største realkreditselskab i marts 2016 efter ti år i bestyrelsen, og hans opgave er nu at sikre Nykredits udvikling ved en børsnotering.
Ikke en let opgave efter sidste år, hvor der lød ramaskrig blandt boligejerne, som koblede forøgelsen af bidragssatserne sammen med beslutningen om en børsnotering.
Derfor skal Nykredit overbevise deres hundrede tusinder af kunder om, at en børsnotering er nødvendig.
- Man skal købe en aktie i Nykredit, fordi det er en sikker aktie med lav risiko, stabil dividende og med fordelsprogrammet Kundekroner.
- Markedet kræver et afkast på finansielle aktier på 11 pct. før skat. Det skal så justeres lidt nedad, hvis Nykredit anses for at have en lavere risiko. Det skal Nykredit forsøge at leve på til, ellers vil introduktionskursen være lavere. Det er ganske enkelt markedets krav til en aktie som vores, siger Steffen Kragh til Berlingske Business.
Nykredit kan gøre sig forhåbninger om en børsnotering i første halvår af 2018.

