Fortsæt til indhold

Nordea: Opec-forhandlinger vil blive et "close call"

Investor
Ritzau Finans

Udfaldet af det kommende Opec-møde i Wien den 30. november vil blive afgørende for, hvor olieprisen slutter året. Om det bliver hen mod de 60 dollar per tønde eller nærmere 40 dollar.

Det vurderer olieanalytiker Thina Margrethe Saltvedt fra Nordea Markets, som ser en god mulighed for en aftale mellem de olieeksporterende lande - om end det formentlig bliver et "close call".

Opec-landene har øget sin produktion i fem måneder i træk, og kartellet skal nå til enighed om en nedskæring på omkring 800.000 til 1,3 mio. tønder om dagen, ifølge tal fra IEA, for at nå det produktionsloft på 32,5-33,0 mio. tønder om dagen, som de besluttede sig for ved en aftale i Algier tidligere på året.

- Beslutningen og udfaldet af mødet afhænger helt af Opec-medlemmernes evne til at beslutte nye produktionskvoter for hvert enkelt medlem. Forhandlingerne er allerede startet, og det vil blive et "close call" - men jeg venter stadig, at der vil komme en aftale i stand om produktionsnedskæringer. Hvorvidt de vil være i stand til at blive enige om en aftale, der er stor nok, er et andet spørgsmål, skriver Thina Margrethe Saltvedt i et notat.

Hun vurderer, at en aftale om at sænke produktionen kan bringe olieprisen tættere på 60 dollar før årsskiftet, hvorimod den kan faldet til den lave ende af 40'erne, hvis en aftale glipper. Futureprisen på en tønde Brent-olie ligger fredag i 45,47 dollar per tønde.

Artiklens emner
Opec
IEA