Tysk medicinalvirksomhed løfter forventningerne til 2016
Den tyske kemi- og medicinalvirksomhed Merck Kgaa løfter sine forventninger til 2016 og venter nu et driftsresultat, EBIDTA, før særlige poster på 4,45-4,6 mia. euro mod tidligere 4,25-4,4 mia. euro.
Ligeledes er forventningen til indtjeningen per aktie før særlige poster blevet hævet. Nu venter selskabet en indtjening per aktie på 6,15-6,40 euro mod tidligere 5,85-6,10 euro.
Merck Kgaa fastholder dog sine forventninger til omsætningen i 2016 på 14,9-15,1 mia. euro.
Selskabet er kommet med regnskab tirsdag morgen for tredje kvartal, hvor indtjeningen per aktie før særlige poster er lidt bedre end analytikernes forventninger.
Indtjeningen per aktie landede på 1,70 euro før særlige poster. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet sig frem til en indtjening per aktie på 1,56 euro før særlige poster.
Selskabets omsætning er en anelse under forventningerne på 3,72 mia. euro mod estimeret 3,76 mia. euro.



