Fortsæt til indhold

Neurosearch er på vej med afviklingsplan

Investor
Ritzau Finans

Neurosearch er på vej til at lade sig afvikle og vil på den kommende generalforsamling stille forslag til aktionærerne til, hvorledes afviklingen skal foregå. Det fremgår af en meddelelse, selskabet har sendt til fondsbørsen.

NeuroSearch blev for nylig idømt en bøde på 5 mio. kr. for kursmanipulation for hændelser tilbage i 2010, og med afslutningen af sagen har selskabet valgt at gøre status over de tilbageværende aktiver. De tæller først og fremmest likvide midler på 71 mio. kr. opgjort per 31. oktober og efter fradrag af bøden.

Desuden har Neurosearch et skatteaktiv på cirka 2,2 mia. kr., som en eventuel køber af selskabet under visse omstændigheder vil kunne udnytte. Derfor vil Neurosearch undersøge markedet for eventuelle købere.

Neurosearch vil desuden undersøge, om det kan sælge sine rettigheder til de milepælsbetalinger, som potentielt kan komme til udbetaling, hvis lægemiddelkandidaten Huntexil ender med at komme på markedet. Israelske Teva har købt rettighederne til Huntexil af Neurosearch, men der er aftalt tre potentielle milepælsbetalinger på op til 55 mio. kr.

Neursearch ejer desuden 3,9 pct. af selskabet Atonomics - en aktiepost, som vil blive søgt solgt. Det samme vil rettigheder i forbindelse med frasolgte projekter til Saniona.

Endelig ejer Neurosearch 26,8 pct. af NsGene, der dog selv er på vej til et blive afviklet, hvilket formentlig vil ske i starten af 2017. Sker det, kan Neurosearch blive berettiget til et mindre etcifret millionbeløb.

Artiklens emner
NeuroSearch